Feriedanmark har fået en renæssance under coronaen. Naturlejrpladser, campingpladser og sommerhuse har meldt alt udsolgt i både 2020 og 2021. Så måske er det tid til at tænke kreativt og overveje at genopdage Danmark fra søsiden i stedet. Her venter et helt nyt landkort – og søkort – med skjulte perler, hemmelige steder og et væld af nye oplevelser.
Vælger I at opleve kysten fra kano eller kajak, er det en god idé at opsøge stille og fladt vand, og her er åer, søer og fjorde idéelle. Silkeborgsøerne eller Roskilde Fjord er bare et bedre udgangspunkt end et krydstogt over Kattegat, hvis man ønsker en afslappende ferie tæt på naturen. Skal der mere action og skumsprøjt til for at gøre ferien perfekt, kan det i stedet anbefales at finde en sejlbåd og begive sig på opdagelsesrejse mellem de mange, små, danske øer.
Den vildeste danske ø, er uden tvivl Bornholm. Hvis rejserestriktioner eller andet forhindrer én i at tage på skærgårdssejlads i Norge eller Sverige, er Bornholm et godt alternativ. Men sørg for at afsætte den tid, øen kræver, dvs. minimum en uge fra østsiden af Sjælland, hvis der skal være tid til at nyde turen undervejs og at gå lidt i land, når I er nået frem.
Har I lyst til at krydse fra ø til ø, kan Smålandsfarvandet syd for Sjælland eller Det sydfynske Øhav anbefales, eller I kan lægge kursen op mod Kattegatøerne: Samsø, Anholt og Læsø. Her er rige muligheder hvad enten man har lyst til at opleve kystlinien ved at sejle rundt om dem eller ved at gå i land. Mest varieret er Samsø med den vilde nordø og den flade sydø. Mange sejlere vil ankomme til Samsø vestfra og anløbe Mårup Havn, der er smukt beliggende omgivet af stejle skrænter. Herfra kan man enten fra hav- eller landsiden opleve det vilde Nordsamsø med Mårup Kirke, Issehoved og den idylliske Nordby.
Sejler man rundt om Nordøen kommer man på den anden side af Samsø til Stavns Fjord, der er et fuglereservat. Lige udenfor det frede område finder man Langør havn, en skøn, lille, fredelig plet tæt på naturen. Lige ud for Langør ligger Kyholm, der er en gammel karantæneø og rummer et aktuelt stykke Danmarkshistorie for dem, der selv er i stand til at svømme i land.
Lidt længere nede ad kysten kommer man til partyhavnen Ballen: Langørs diametrale modsætning. Det er her, man skåler med nabobåden i rosévin, imens man ser solnedgangen mellem masterne og nyder at være midt i festen. Når man har givet den gas i byen eller på havnen kan man evt. vælge at forlade sin bådplads til fordel for en mere uforstyrret nattesøvn for anker udenfor havnen. En god løsning for mange, kan man ved selvsyn konstatere, når man besøger havnen.